”Kirkekunst er mange ting, og en del af det er altertavler, andagtstavler, kortæpper, vægudsmykninger, liturgiske klæder, totaludsmykning af kirken m.m. Fælles for dem er at de forefindes i kirken og har til hensigt at anspore til eftertænksomhed omkring ens tro. Kirkekunst kan jo have mange formål, som dekoration, læren om evangeliet, opfodre til kontemplativhed og underbygge præstens ord m.m.

 

Mange kunstnere i dag som udfører udsmykninger er ikke nødvendigvis selv troende- dette udfordrer nogen gange budskabet eller hensigten - men som regel er det baseret på en stor respekt omkring kirken.

 

For mig personlig betyder kirken og kirkekunsten utroligt meget - her findes et rum med ro og tid til refleksion, skønhed, fordybelse og stilhed - hvor ellers kan man det i dag? Og en mulighed for at se så varieret og righoldig kunst, både moderne og ældre i forskellige rum”.

Tine Kragh

 

 

”Egentlig ligger al Kunst i en dialektisk Selvmodsigelse. Det sande Evige kan hverken males eller tegnes eller hugges i Steen; Thi det er Aand. Men det Timelige kan egentlig heller ikke males, tegnes, hugges i Sten, thi naar det saaledes fremstilles, fremstilles det evigt, ethvert Billede udtrykker jo en Fixeren af dette Øieblik.”

Søren Kierkegaard

 

 

 

 

Kristusafbildninger, alteret og andagtstavler

 

­­­­­­­­­­­­­­Siden det 2. århundrede har billeder af Kristus været det mest benyttede i den kristne kunst til både alterbilleder og andagtsbilleder. Da Gud sendte sin søn til jorden som menneske, blev han også synlig for menneskene ifølge den kristne tro. Men ingen har præcist vist, hvorledes hans fremtrædelsesform er – en beskrivelse af Esajas’ gammeltestamentlige profetier fortæller dog:

 

Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af udtørret jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke (Esajas’ bog, kapitel 53, vers 2).

 

Men ikke mange har valgt at fremstille Kristus således; ”som en skikkelse uden skønhed”, tværtimod synes der at være en vis enighed om, at afbildninger af Kristus ikke må være for grimme. Det hænger formodentlig sammen med, at vi på mange måder forbinder skønhed med godhed. Men derudover skabes Kristus i mange fremstillingsformer og måder, afhængig af tiden, kulturen og trosspørgsmål.

At der ikke findes en konkret beskrivelse af Kristus i det nye testamente, efterlader kunstnere med en stor kunstnerisk frihed. Kristus har gennem tiden været afbildet i talrige udgaver.

 

Selve altertavlen har naturligvis udviklet sig i samklang med de forskellige perioders udtryk, ordet alter kommer af de latinske ord ara, som betyder offerplads, og altare, en højtliggende offerplads, altus betyder det høje og alta et sted, der er hævet. Ara ses som hedensk, og altare er oftest benyttet i de kristne termer. Selve altertavlebegrebet nævnes allerede fra det 9. århundrede og blev så tidligt som i 1200-tallet en fast del af kirkens alterparti. Altertavlens position i kirkerummet er altid væsentlig og central. Alterbilledet skal bidrage til forkyndelse af evangeliet og til andagt.

Selve alteret bliver et knudepunkt, hvor det, der er hinsides, og det, der er nærværende, knyttes sammen. Det kristne alter ses som et helligt sted, et ”Herrens bord”, hvor nadversakramentet af Jesu offerdød gentages hver søndag til højmesse.

 

Andagtsbillederne placeres oftest mindre centralt, dette er et passionsbillede, som betragteren kan indleve sig i under personlig andagt, meditation eller bøn.